Enkelte dager er man bare så glad uten at man har noen som helst spesiel grunn til det sånn objektivt sett. Men av og til føler man sett rett og slett glad. Herlig! I dag har jeg i korte trekk lest, trent og lest litt igjen. Nå til sist en aldri så liten vårlig historie fra Odense sin o`store sønn HC Andersen. Det heter sommerfuglen hvor man følger en sommerfugl på vårlig jakt etter en kjæreste. Sommerfuglen er gutten som flyr fra blomst til blomst i håp om å finne akkurat den rette for ham selv. Men det er så mange blomster å velge mellom og ved alle og enhver finner han både fordelaktige og mindre fordelaktige trekk og egenskaper.
Apropos blomster: i dag var jeg ute på den ene verandaen, gjett hva jeg fant?! Jo, påskeliljer i full blomst. Jeg hadde jo ikke satt ned noen i kassen, så de hadde nok slitt seg opp fra i fjor alene. Det er vår, det er snart påske og det er snart tid for en tur hjem på Smøla igjen! Er det det rart jeg smiler eller?
Her er et lite vårlig utdrag av teksten fra sommerfuglen for de som vil komme i vårstemmning:
Det var i det tidlige Foraar; der var fuldt op af Sommergjække og Crocus. «De ere meget nette!» sagde Sommerfuglen, «nydelige smaa Confirmander! men noget ferske.» Han, som alle unge Mandfolk, saae efter ældre Piger. Derpaa fløi han til Anemonerne; de vare ham lidt for beeske; Violerne lidt for sværmeriske; Tulipanerne for prangende; Pintselilierne for borgerlige, Lindeblomsterne for smaa og de havde saa stort Familieskab; Æbleblomsterne vare jo rigtignok som Roser at see paa, men de stode i Dag og faldt af i Morgen, ligesomVinden blæste, det blev et for kort Ægteskab, syntes han. Ærteblomsten var den, som mest behagede, den var rød og hvid, den var skjær og fiin, hørte til de huuslige Piger, som see godt ud og dog due for Kjøkkenet; han var lige ved at frie til hende, men i det Samme saae han tæt ved hang en Ærtebelg med vissen Blomst paa Spidsen. «Hvem er det?» spurgte han. «Det er min Søster,» sagde Ærteblomsten.«Naa, saaledes kommer De til at see ud senere!» Det skræmmede Sommerfuglen, og saa fløi han. Caprifolierne hang over Gjerdet; det var fuldt op af de Frøkener, lange i Ansigtet og gule i Skindet; det Slags holdt han ikke af. Ja, men hvad holdt Han af? Spørg ham!
Foraaret gik, Sommeren gik og saa var det Efteraar; lige nær var han. Og Blomsterne kom i de deiligste Klæder, men hvad kunde det hjelpe, her var ikke det friske, duftende Ungdomssind. Duft trænger just Hjertet til med Alderen, og Duft er der nu ikke synderligt af hos Georginer og Stokroser. Saa søgte Sommerfuglen ned til Krusemynten. «Den har nu slet ingen Blomst, men den er heel Blomst, dufter fra Rod til Top, har Blomsterduft i hvert et Blad. Hende tager jeg!» Og saa friede han endelig. Men Krusemynten stod stiv og stille og tilsidst sagde den: «Venskab, men heller ikke mere! jeg er gammel og De er gammel! vi kunne meget godt leve for hinanden, men gifte os - nei! lad os bare ikke gjøre os til Nar i vor høie Alder!» Og saa fik Sommerfuglen slet Ingen. Han havde søgt for længe, og det skal man ikke. Sommerfuglen blev Pebersvend, som man kalder det. Seent var det paa Efteraaret, med Regn og Rusk; Vinden blæste koldt ned ad Ryggen paa de gamle Piletræer, saa at det knagede i dem. Det var ikke godt at flyve ude i Sommerklæder, da vilde man faae Kjærligheden at føle, som man siger; men Sommerfuglen fløi heller ikke ude, han var tilfældigviis kommen inden Døre, hvor der var ild i Kakkelovnen, ja rigtigt sommervarmt; han kunde leve; men, «leve er ikke nok!» sagde han, «Solskin, Frihed og en lille Blomst maa man have!» Og han fløi mod Ruden, blev seet, beundret og sat paa Naal i Raritetskassen; Mere kunde man ikke gjøre for ham. «Nu sidder jeg ogsaa paa Stilk ligesom Blomsterne!» sagde Sommerfuglen; «ganske behageligt er det dog ikke! det er nok som at være gift, man sidder fast!» og saa trøstede han sig dermed. «Det er en daarlig Trøst!» sagde Potteblomsterne i Stuen.
«Men Potteblomster kan man ikke ganske troe,» meente Sommerfuglen, «de omgaaes for
meget med Mennesker.»
Innlegg
